Billedet opløser sig selv

Af Jakob Gormsen

Bent Karl Jacobsens serigrafi handler om natur og konformitet. Det vil sige det frie og ubundne, udviklende og voksende sat op mod, at alt er tilpasset og ensartet.
Naturen er udenfor og ikke indeni. Naturen er selv blevet konform i en grøn klump ensfarvet buskads, der rager op mod en lysblå skyfri himmel, der i form af skarpe, blå regnstriber græder over den evindelige menneskedårskab. Over de mennesker, der tror, at de skaffer natur ved at hente elementer fra den ind i deres snævre rum med store vinduer.
En rød-hvid paddehat sat på en sokkel. Et gult træ, der lyser rødt i kanten, er som en puslespilsbrik vippet på højkant og kaster sin dybblå skygge på gulvets firkanter. Men ikke på paddehatten, der får lov at stå frit lysende på sin piedestal. Så se dog på mig! kalder den.
De to  har samme farver!
I vinduet i hjørnet hænger et grønt blad med gule ribber i en rødhvid snor. Helt menneskelig i formen. Og hvilket valg havde bladet? Hvilken skæbne fik det? Nederst i højre hjørne en vulgær grøn potteplante med røde rande på bladene. Det er så billedets rene farver: gult, rødt og grønt. Dertil kommer forskellige lilla nuancer: rødlilla, mørklilla, lyslilla mod mørkeblåt! Det har noget med rummet at gøre. Det kommer til at virke uendeligt tomt. Vi føler os indelukket med genstandene i en snæver firkant. Uden udsigt til befrielse.
Jo længere billedet holdes fast, des stærkere bliver virkningen og pludselig begynder genstanclene at flytte sig suggestivt. Blikket bliver flagrende. Motivet kan ikke holdes fast. Billedet opløser sig selv.
Det er et utroligt stærkt billede, Bent Karl Jacobsen har skabt. Og det har alle et godt billedes kvaliteter med hensyn til komposition, farvesammensætning og -styrke.
Men samtidig siger det noget om det moderne menneskes situation i en materialistisk verden, hvor det væsentligste er glemt: samhorigheden med og afhængigheden af naturen.
Dertil kommer, at selve det tekniske tryk er af en overbevisende kvalitet.