Af Erik Kaare
Hvis man i middelalderen gik i rejsetanker, opsøgte man i mangel af multinationale forsikringsselskaber sin yndlingshelgen. Det vil sige, man gik til det kloster, der var indviet til netop den helgen. Her købslog man nu med de malende munke om et rejsealter – en ikon, så man kunne komme i nær kontakt med det ophøjede. Et sådant minialter kunne for eksempel bestå af et midterstykke, der fremstillede en særlig episode fra de overleverede historier. For at beskytte billedet, var det som regel udstyret med to side-stykker, der kunne klappes ind over selve billedet.
Ikonbilleder kan som regel aflæses på samme måde som en billedfortælling eller en rebus.
Bjørn Søndergårds linosnit til kunstklubben er en nutidig ikon. Billedet hedder "Natur Alter", og det er overladt til beskueren at afgøre, om det er en ikon til beskyttelse af naturen, eller om det er her vi skal ofre naturen.
Netop ved at bruge den gamle traditionsbundne tredelte billedformfår kunstneren os til at spørge os selv om, hvordan det er med med vægtningen i forholdet – natur/kultur.