Af Jakob Gormsen
Hvad er det ved Poul Aggers billeder, der gør, at man altid straks kan kende dem? Hvorfor engageres man straks i en billedtydning? Hvorfor stiller man sig selv spørgsmål om, hvad kunstneren egentlig vil fortælle med sit billede, altså til billedets indhold eller mening, om man vil?
Det som først falder i øjnene, er de klare rene farver. En rød, en grøn, en blå, en brun, en grå, en hvid måske. To røde eller to grå ved siden af hinanden. Dog ikke blot den rene farve, men også styrken i den og ikke mindst den farve, der er sat ved siden af og/eller overfor. Den lille prik som giver dybden og balancen. Det svævende!
Gennem valget og gennem placeringen af farver sætter Poul Agger noget i gang. øjnene tvinges til at vandre omkring indenfor billedets firkant. Hertil bidrager også formerne eller farvefladerne, om man vil. De kan være slyngninger eller snoede spiraler, klatter det flyder ud med flossede kanter eller buede, bugtende omrids – en ø's konturer på et kort. Eller det kan være fast givne former som cirkler eller ovaler. Ja, ofte placerer Poul Agger en firkant, et kvadrat eller en trekant i sine billeder, som den faste forms forankring i alt det udflydende. Holdes blikket fast bliver formerne til figurer, der bevæger sig, og i bevægelsen lever de et selvstændig liv, personificeres, således at der hos den, der ser, op-står identifikationsmuligheder, eller associationerne myldrer frem.
I bevægelsen ligger ofte en kontrast mellem det, der fjerner sig og det, som nærmer sig hinanden. Figurer eller væsener, som blev opfattet som to, opfattes senere som et. Eller ud af formerne kan der springe ansigter, hvor cirkler bliver øjne og ovale øjenhuler, som både i deres fylde og deres tomhed stirrer uafladeligt på en. Det mildnes kun af, at konturerne afslører sig som andre ansigter, og man kan selv vælge hvilke, også deres udtryksform.
Poul Agger har drevet sin teknik, både med hensyn til farve og komposition, så vidt, at han i et billede kan beskrive livet gennem former i en levende humorfyldt dans, livsbekræftende bevægelser og med et ironisk harlekinsagtigt narrespil gemt bagved. I et andet billede kan han gennem et dødningeagtigt portræt vise os den katastrofe og udslettelse, som truer menneskeheden og med mindelser til de indianske folks respekt for naturen.
Poul Agger lader aldrig sin betragter i stikken. Han giver dem aldrig former og farver, alene for formens og farvens skyld. Men netop fordi form og farve lever deres eget liv i samspil og modspil, bliver de også levende i og for betragteren. Giver større indsigt, åbner for det, der ligger bag horisonten. For det som ellers ikke kan ses.