Jakob Gormsen
I indledningen til Morten Nielsens digt "Der er lys og nogen venter" hedder det: "Der er lys, og nogen venter. Men min ventetid er endnu ikke omme".
I digtet "Døden":
"Nu kender jeg den igen, her og allevegne.
Den venter, for altid lidt ved siden af tingen, en skygge …
Og den er mig altid nær … Vi mødes nok".
Disse ord løb gennem mig, da jeg så Finn Haves to litografier med de fløjlssorte spanske tyre mellem ældgamle oliventræer. Den ene stående helt stille, vejrende, den anden i et kådt, legende spring. Begge kaster de mørke skygger fra det skarpe gule blændende sollys, som får den røde jord til at gløde og luften til at dirre og flimre af hede.
Jo, vi ved det, at det, som venter mørkt og dystert midt i lyshavet er døden, hilst med trompetskrald i den farverige og jublende arena. Men det er en død, som også sætter sine ar hos den, som overvinder den i sine prægtige klæder, svingende den røde dug og med den spidse kårde klar til det afgørende stød.
Jeg har selv set arrene på en tidligere toreador nu taxa-chauffør i Sevilla. Under kørslen knappede han op og viste mig de tilgroede flænger, da jeg røbede for ham, at tyrefægtning ikke havde min interesse. Jeg glemmer aldrig synet!
I digtet "Ventetid" uddyber Morten Nielsen livets gåde:
"Ved Gud, vi får lært at vente … vi lærer at vente i timer … enhver får lært at vente" på det uafviselige, ubønhørlige og uundgåelige. Man må tage sit livs skæbne på sig, leve med det. Og kun den indre vished om døden og fortroligheden med den kan fjerne angsten for den. "Dødsangsten er kun følgen af et uopfyldt liv", har Kafka sagt. Foran venter kampen og forløsningen, og bag den ligger livet.
"Verden blev mere tom og fuld af død. Indtil forløsningen kom." (Morten Nielsen). Herfra er der ikke langt til Lorca, som jo siger, at døden er i os. Om en time, et år, 40 år – en eftermiddag klokken fem, det er lige meget. Og et andalusisk ordsprog siger "Alene, ensom er du. Alene, ensom skal du blive". Og så var det fristende at gå til Picassos Guernicabillede og alle skitserne forud for værket. Men det er ikke i Lorcas og Picassos tyre og olivenfrugter og deres skarpe lys, at Finn Have har hentet inspiration. Han viser os blot noget, som han selv har set, og som har gjort indtryk. Og alligevel klinger det med:
"Da arenaen sprøjtedes over med jord. Eftermiddag klokken fem. Lagde døden sit æg i det dybe sår. (Lorca)".
Nej, disse litografier skildrer ikke døden, men livet i al dets strålende herlighed. Et levende hjerte slår og skaber gennem pulsens rytme, kraft og styrke. Former og farver. Også lyset er farve og duft. Tyrene udtrykker den dybeste livsfølelse og en inderlig længsel. Livsglæden er gemt i de vidunderlige rytmer, som træstammer og bladhang danner i en intim samklang med dyrets krop, de lysende horn, de tynde ben, som bærer styrken og skaber bevægelsen. Og alligevel, de røde pletter virker som blod spildt i det varme gule sand. Så er vi tilbage igen – og kan blive ved.