– Jeg holder af at male landskaber. Vejen der går ind i rummet mellem bakker og træer. De gyldne kornmarker og ovenover den hvælvende himmel med de drivende hvide og grå skyer. Havets uendelighed og evige bevægelse, bølgernes skum. Klitternes gule marehalm mod det lysende sand og strandens bugten langs en kystlinje".

Sådan beskriver Per Baagøe sig selv i et katalog.

Havet i dets formløshed og i dets formrigdom, altid vekslende og aldrig det samme, altid i en fornyelses- og foryngelsesproces, og altid det samme uforanderlige gennem århundreder. Havet er en udfordring for den kunstner, hvor udforskning af og indtrængen i natur med dyr og mennesker altid har været drivkraften og inspirationen. Per Baagøe er nået langt i sit kunstneriske udtryk ad den vej, som kaldes den danske tradition, så langt at han nu helt i sit eget billedsprog med det personlige særegne udtryk, der igen bygger på stærke ydre oplevelser og et indre følelsesladet pres er undervejs til at forny netop denne tradition. Give den et nyt indhold og liv. Og i hvert fald en helt anden form!
Det giver sig udtryk i en fortættet fanden-i-voldsk kraft, hvor farver og former kæmper en uforsonlig kamp i en ubændig trang til frigørelse, som tvinger beskueren til at se og sanse, så han/hun til sidst rives med i den dæmoniske hvirvelstrøm.

Per Baagøe er i alle sine værker dybt afhængig af naturen. Og han ved det og arbejder bevidst ud herfra. Men ind i det beskrevne stykke virkelige natur lægges så sanser og følelser, der kan blive til drøm og fantasi. Og midt i alt det voldsomme larmende gemmes også en dyb stilhed – i de store håndbevægelser en inderlig ydmyghed overfor motivet. Således også i dette litografiske tryk af et oprørt hav, hvor himmel og hav går i ét, mens skyerne fejer hen over himlen og det storladne bølgelandskab buldrer brændingens søer op over den gule strandbred. I sig selv en naturoplevelse.

Men billedet er mere end det, nemlig et billede. Tilsyneladende i en vild uregerlig form, men kun tilsyneladende for motivet er kompositorisk holdt fast i en kunstners disciplinære jerngreb. Det gælder de vandrette bølgende urolige linjer, der glider ind i og ud over hinanden fra de rolige buede rytmer i bunden, til de hektiske korte og afsnuppede rytmer på selve horisontlinjen, og som der lægges op til gennem linjerne i den hvide brænding.

Det er et rytmisk meget stærkt billede. Men helt enestående er arbejdet med den blå farve i utrolige nuancer. Det gælder blåt på gulbrunt, og blåt på grønt, blåt og grønt påhvidt, som giver billedet lys og endelig de mange nuancer i himlens blå.

Det er et billede med bevægelse og liv!

Men endelig er det også et udtryk for fælles menneskelige lidenskabelige følelser, der strækker sig fra had til kærlighed, fra hengivenhed til oprør, fra en dyb indre sjælelig uro, angst måske – og til en stilhed og fred, som overgår al forstand. En tryghed i at være til – trods alt.

Det er et landskab, som det ser ud netop nu, men det er også et menneskes liv, som det leves i dette øjeblik.