<p><em>Af Jakob Gormsen</em></p><p>Kunstklubbens litografi af Palle From er slet og ret en elefant, måske en elefantunge. Det er ikke til at tage fejl af, og tegnet med kul, så motivet fremstår sort mod det hvide papir. Selve tegningen af dyret er dygtigt og detaljeret gjort. Og hvad så? Betragt en gang lyset i dyrets store tunge krop! Se hvordan det fordeler sig, hvordan skyggerne lægger sig i hudens rynker og folder eller samler sig, hvor hårvæksten er tættest. Hvor utrolig levende bliver billedet ikke? – Et helt landskab at gå på op dagelse i! – Og hvilken teknisk kunnen og formåen ligger der ikke bag ved? – Ikke mindst i de sete detaljer!</p><p>Og netop det, at dyret får lov til at stå alene mod det hvide papir gør, at indtrykket af sort og hvidt bliver så stærkt – og samtidig mærkes kunstnerens glæde ved at tegne en elefant – gengive dens skønhed, fortælle om noget smukt. Har du nogensinde sådan rigtig set en elefant? Se her nu skal jeg vise dig en! Jeg havde lyst til at sige, at det er kunst for børn – og at billedet fortjente at hænge på mange skoler. Så ville han kunne vinde en begejstret kiggerskare - og gøre nogle glade for at se på grafik og alt, hvad der følger med dette af glæder over synsindtryk. </p>