Troldene og solkvinden 

Af Herman Stilling 

Engang imellem når der er nogen som spørger mig, hvorfor jeg maler trolde, svarer jeg med at sige, at det er det, jeg er bedst til. Jeg fortæller også, at siden jeg var lille dreng, har jeg tegnet og malet trolde. Men at mine første trolde nærmest var tegninger af grimme ansigter. Disse tegninger holdt jeg op foran mit ansigt, hvorefter jeg gemte mig bag døre og møbler og andre steder, hvor man kunne ligge i skjul. Når jeg så eller hørte, at nogen var på vej mod mit skjulested, sprang jeg op med et højt brøl for at gøre dem bange. Med tiden blev jeg mere skikkelig og gik over til kun at tegne trolde og lod folk være i fred.

Jeg er født i 1925 på Nørrebro i København. Da jeg var 14 år gik jeg ud af skolens 6. klasse og blev arbejdsdreng på en skotøjsfabrik, hvor jeg var i 5 år. Jeg var ikke god til det og fandt efterhånden ud af, at min eneste mulighed her i livet var at blive kunstner. Det satte jeg så alt ind på og har gjort det dagligt lige siden. Da jeg var 20 år begyndte jeg på Kunstakademiet, hvor jeg gik i 5 år, og hvor jeg om formiddagen malede efter nøgen model og resten af dagen malede opstillinger med flasker og krukker – eller malede det jeg kunne se fra vinduerne, billeder af Nyhavn eller Kongens Nytorv.

Når jeg var træt af det, fandt jeg en eller anden krog, hvor jeg kunne sidde og tegne en trold uden at nogen så det. Min kærlighed til trolde blev efterhånden et problem for mig, fordi jeg tegnede flere og flere og glemte at male modeller og opstillinger. En dag viste jeg dem til min lærer, en god og rar mand. Han så på dem og syntes, det var noget pjat. Jeg gjorde, som han sagde og begyndte igen at male modeller og opstillinger, fordi jeg tænkte, om man maler det ene eller det andet, kan gå ud på et, bare man maler.

Da jeg var færdig med akademiet, flyttede jeg ind i et gammelt værksted på 4. sal i den indre by. Derfra malede jeg i nogle år en del billeder, men altid med det samme motiv, brune hustage, jordgrønne skorstene, et enkelt vindue og en ganske ensartet grå himmel. Billederne jeg malede, blev mørkere og mørkere, så man til sidst ikke kunne se, hvad der var skorstene og hustage, og hvad der var himmel. Igen dukkede mine trolde frem som de frelsende engle. De første var næsten lige så mørke som billederne med hustage.

Så for nogle år siden begyndte troldene og nisserne og de andre sære væsener, som jeg til daglig omgås at tage overhånd i min i forvejen så krøllede hjerne.

Det var for meget. Derfor tog jeg efter at havde tænkt mig om den raske beslutning, at nu skulle de jages ud. Men hvordan jager man den slags lyssky væsener ud? Igen skulle jeg til at tænke mig om. Indtil jeg fandt ud af, at det skulle gøres med lys, en solkvinde iført hvide gevanter og med et ansigt og et stort hår, som skulle havde samme farve som de lyse gule sol.

Jeg må hellere tegne det først, tænkte jeg, inden jeg går over til den virkelige del af opgaven med at jage væsenerne ud. Derfor lavede jeg en del skitser, inden jeg endte med en tegning, som er grundlaget for dette farvelitografi. I billedet er der mørkt, hvor troldene holder til, foroven er der lys og sol. For at holde sammen på ideen i billedet har jeg tegnet solkvinden i midten og større end troldene, som hun behersker af den grund, at hun er for op-ad-gående. For når solen og lyset stiger, går mørket tilbage en dags tid, men melder sig igen ved næste solnedgang.

Efterhånden fik jeg mod til at se lidt lysere på troldene og fik det ført over i malerierne. Nu, da det var trolde, jeg malede, begyndte jeg at læse om dem for at få noget mere at vide. Men da der ikke findes ret megen god litteratur om trolde, begyndtejeg selv at skrive om dem. En af de gode ting ved at male trolde er, at folk ikke kan sige til mig: Det ligner jo ikke en trold. Da de fleste mennesker, især voksne, ikke har set trolde, kan jeg male troldene næsten, som jeg har lyst. Jeg kan give dem små næser, selv om jeg ved, at de har store næser.

Jeg kan male troldenes øjne gule og deres øren blå, hvis jeg har lyst – jeg kan gøre dem onde eller gode, alt efter mit eget humør. Derfor har jeg også malet abstrakte trolde. Nårjeg har gjort det, har det ikke været fordi jeg var usikker på, hvordan jeg skulle male, men jeg gjorde det, fordi jeg havde lyst til at prøve, og fordi jeg havde frihed til det. Man skal havde mod, ja – selv til at lave kunst, skal der mod.

Og det især hvis man med hele sin sjæl og fantasi søger at gøre noget mere, for så kommer man til at blotte sit eget indre jeg. Og gør man det, vil det altid virke nyt og måske godt.

Det sker engang imellem, at der er nogen, som siger til mig: – Da du var ung, malede du så pæne billeder af hustage og opstillinger, hvorfor holdt du op med det? Så må jeg igen til at fortælle, at når jeg holdt op med det, var det, fordi jeg savnede en trold eller en gnom i billedet som kunne gøre mine billeder så fantasifulde, som jeg havde drømt om. Derfor bliver jeg ved med at male mine drømme. Til sidst spørger man mig, om jeg kan sælge dem. Til det svarer jeg, at jeg bliver nødt til at sælge dem, for kan jeg ikke sælge dem, kan jeg ikke købe farve og lærreder, så jeg kan male igen i morgen.

PS. Hvis De vil vide noget mere om mig, kan jeg fortælle at jeg har skrevet 537 bagsider om mig selv. Især kan jeg anbefale »En dreng ved navn Herman«. De kan låne den på biblioteket.