Mennesket kan jo ikke opfinde så barokke skønheder, som dem der findes i naturen

Når man laver kunst, vil man gerne fortælle om det, der optager én. Og det, der optager mig er levende skabninger: Menneskene, træerne, dyrene, fuglene… faunaen i det hele taget. Det vil sige alle de ting, som vokser og som kræver vækstbetingelser. Sådan har det altid været, siden jeg som 16-årig begyndte at tegne. Dengang var det træerne, dernæst fuglene og menneskene. Disse skabninger føler jeg mig beslægtet med og solidarisk med, og det betyder så igen, at genkendeligheden i synsoplevelsen spiller en vis rolle. Det er kærligheden til tingene, synsoplevelsen, jeg hengiver mig til, og det kan folk lide.

Tukanen hedder jo også en Peberfugl, fordi den lever af peberfrugter oppe i trækronerne i sydamerika. Det som har optaget mig ved den er det utroligt barokke, der er ved det kolossale næb, som iøvrigt er meget let. Det er helt luftfyldt, og hornet som bærer næbbet består af ganske tynde plader. Det vejer ikke så meget som det ser ud til. Jeg synes, Tukanen er en fascinerende fugl. Mennesket kan jo ikke opfinde så barokke skønheder, som dem der findes i udformningen af skabningerne. Det har jeg altid været mere tiltrukket af, end hvad jeg selv kunne finde på af mærkelige fantasier. Jeg tror ikke på, at man i sin fantasi kan finde på at skabe så mærkelige fugle som Tukanen og Træskonæbbet… prøv at tænke dem allesammen igennem, siger Kjeld Heltoft.

Motiverne til sine billeder finder han først og fremmest i naturens mangfoldighed, og af samtalen med ham, da Kunstklubben udbød hans litografi med Træskonæbbet, fremgik det, at han ikke havde det fjerneste imod at arbejde for miljøorganisationer.

– Jeg vil næsten sige, at det er det, jeg allerede gør. Jeg føler meget for miljøorganisationer og i det hele taget græsrodsbevægelser, der kæmper imod en kortsigtet økonomisk udnyttelse af omgivelserne, sagde han dengang.