Det graciøse dyr

 Af Michael Lykke Andersen

I Sønderjylland står maleren Johan Thomas Lundbyes gravsten. På den er – udover navnet – indgraveret »Dyremaler«.

Kjeld Heltoft kan godt lide den betegnelse. Han har selv arbejdet med at iagttage dyr, fugle – og mennesker – siden han var blot fem-seks år gammel.

– Det første jeg arbejdede med, var faktisk at modellere bjørne. Ud fra billeder i bøger. Dengang havde jeg aldrig set nogen i live, fortæller han. Siden har Kjeld Heltoft set meget til både bjørne og stort set alle andre dyr, fugle og andre naturmotiver. Han har en stående aftale med Københavns Zoo, om at han må komme, før haven åbner og starte med at iagttage, fotografere og tegne skitser.

– Jeg kan lide enkle motiver. Dyrene er altid i mig. Jeg har været optaget af dyr og fugle lige fra jeg var ganske lille. Og det at dele mine oplevelser af mine medskabninger med andre, er det jeg brænder for.

– Jeg føler en ansvarlighed overfor de motiver, jeg har, og det afholder mig fra at anvende visse sider i den modernistiske tradition. Dyr er ikke for mig blot en kompositionsmulighed, og min mor er ikke for mig en rød klat i en sofa, selv om hun skulle have et rødt sjal på.

Til gengæld er Kjeld Heltoft ikke naturalist i den traditionelle, smålige forstand. Hans første maleri – lavet da han var otte år – var ganske vist et springende rådyr. Men det er ikke den humanificerede natur, han maler.

– En teddybjørn er da hyggelig for et barn, men bjørnen er et uhyre farligt dyr.

– Den bjørn jeg maler, genkender jeg på den kraft, den udstråler. Den blide kraft. Bjørnen er for mig et utrolig graciøst dyr, slet ikke kluntet – men spændstig og med en vældig kraft. Jeg søger ikke eventyrets bjørne, men myternes.

– Bjørnene og elefanterne ved noget, som vi ikke ved og som vi aldrig kan vide.

– Jeg føler mig beslægtet med de folk i Altamira-grotten, der dengang for 17.000 år siden lavede smukke billeder af dyr. Jeg forsøger vel at lave en form for totemkunst, hvor man rammer ind i dyrets væsen. Det handler om at beskrive det intense livsforløb, som gennemstrømmer alle levende væsener. Jeg har malet gærdesmutter, træer og bjørne – alle mulige levende størrelser.

Kjeld Heltoft formulerer selv sin ambition sådan: »med størst mulig intensitet skal jeg hengive mig til motivet, banke på hos den skabning, der optager mig nu«. Og han understreger at der altid er en dyb forbindelse mellem ham selv og det motiv, han udvælger.

– Bjørnene i Københavns Zoo kender jeg utrolig godt. Den jeg har malet, er jo i en speciel stilling, og det er derfor billedet hedder »Bjørnen Vågner«. Den er med stor kraft på vej ud af vinterhiet. Jeg bruger jordfarver til at skildre bjørnen og to blå farver til omgivelserne. En varm organisk kugle midt i de universelle kræfter, fortæller Kjeld Heltoft.

Kigger man efter udsagn om Kjeld Heltoft i kunstverdenen, er det også igen og igen forholdet til naturen, der går igen. Det er hans gepard-motiv, der er udvalgt til Johannes Larsens mindemuseum, det er hans stædighed i omgangen med dyr og fugle, kollegerne hæfter sig ved.

Men faktisk er han også en anerkendt portrætmaler og ser det som en samtidig del af sit arbejde.

– Uanset hvordan man forsøger at komme ind på et naturportræt, så er det altid en vandring i den menneskelige sansning. Et billede af et dyr eller af nogle fugle kan aldrig blive vildt eller stærkt nok. Hvis man forsøger at være sagligt beskrivende, så er det kun en erkendelse af at man ikke har kræfter til at forsøge at berette om det man sanser. Der er ikke noget, der er sagligt beskrivende, kun noget, der er kedeligt, konstaterer Kjeld Heltoft.