Det forbudte behøver
ikke være dårligt

Af Hanne Abildgaard 

Maleren og grafikeren Vasconcellos er født i Brasilien i 1939. Sin kunstneruddannelse fik han på »Escola Nacional de Bellas Artes« i Rio de Janeiro i begyndelsen af 1960'erne, og siden arbejdede han selv som underviser ved flere kunstskoler. I 1972 måtte han imidlertid opgive at arbejde med kunst i Brasilien på grund af militærdiktaturets stadige indskrænkninger af den kunstneriske ytringsfrihed.

Vasconcellos valgte at rejse til Chile, men opholdet her blev kun kortvarigt. Efter militærkuppet mod Salvador Allende blev han igen politisk flygtning, og denne gang gik vejen til Danmark. Her har han siden 1974 boet sammen med sin kone Valeria Zanini som er koncertpianist, og som fylder lejligheden i København med sin musik, mens Vasconcellos huserer i kælderen med sine mange farver og remedier.

Vasconcellos arbejder med en række forskellige kunstneriske teknikker.

Det er ikke mindst gennem sine papirarbejder med harpiksfarver, Vasconcellos har skabt sig en position i europæisk sammenhæng.

I disse papirarbejder anvender Vasconcellos en både meget omstændelig og præcisionskrævende teknik, der kombinerer latinamerikanske og europæiske fremgangsmåder. Han begynder med at skitsere motivets hovedIinjer på papiret med italiensk kul. Dernæst påfører han med en bambuspen farve, der er blandet med harpiks – en teknik, der stammer fra Brasilien. Værket lakeres, hvorefter Vasconcellos kan begynde at bearbejde eller direkte at nedbryde det allerede frembragte billede ved at ridse, skrabe og ætse. Under denne del af processen ændres detaljer. Noget udviskes, mens nye muligheder antydes og eventuelt forfølges yderligere. Når kunstneren betragter værket som færdigt, lakeres det igen for at beskytte det endelige resultat.

Det er en ikke mindre omstændelig sag at omsætte disse meget detaljerige billeder til litografi. Vasconcellos lægger meget vægt på, at hans billeder er præcise og teknisk færdige, men at de samtidig er åbne for betragterens mulighed for at være medskabende på billedindholdet, eller som han selv udtrykker det – at publikum skal have mulighed for med hjerte og sjæl at tegne med på hans billeder.

Vasconcellos' billeder er en slags fantastiske figurationer i slægt med surrealismen. Iagttagelser af den håndgribelige virkelighed indgår forbindelser med erindrings- og forestillingsbilleder, hvori erotikken er en allestedsnærværende faktor.

I hans år i Danmark har billederne undergået en udvikling, som Vasconcellos selv inddeler i tre faser og karakteriserer på følgende måde:

– I de første år i Danmark var mine billeder meget politiske. De kredsede om det militærkup i Chile, som jeg lige havde oplevet, og som var årsagen til, at jeg blev politisk flygtning i Danmark. I den situation blev kunsten en protestform.

I den anden fase forsøgte jeg at forene min brasilianske baggrund med de danske og andre europæiske indtryk. Jeg rejste en del, blandt andet til Frankrig og til Italien. To gange fik jeg et legat fra Dronning Ingrids romerske fond, så jeg kunne opholde mig på Det danske Akademi i Rom. Der blev jeg meget fascineret af den florentinske renæssance, så der kom en tid, hvor jeg lavede mange Madonnaer.

Der skete i den anden fase også det, at arbejdet med det politiske budskab indgik en art kompromis med det alment menneskelige. Jeg indså, at kunsten ikke behøver at indgå i et samarbejde med en ideologi eller et politisk parti, men at den skal tjene selve mennesket, menneskelivet eller menneskesjælen, alt efter hvordan man ønsker at udtrykke det.

I den tredie fase – den nuværende. forsøger jeg at koncentrere de to tidligere faser i en syntese. Til denne periode hører en større gruppe af billeder med den fælles titel »La Maison Rehabilitee«. De bevæger sig omkring temaet: at blive alle de dårlige spøgelser og ånder fra fortiden kvit, som kan blive ved at komme frem i erotisk, politisk eller en anden form.

Det hus, der omtales i titlen »La Maison Rehabilitee«, er ikke et eksisterende hus, men snarere et indre hus. Titlen har jeg hentet fra en italiensk folkehistorie med ukendt forfatter. I den historie fortælles der om en mand, der som gammel kommer tilbage til det hus, hvor han voksede op. Da han går rundt inde i huset, der delvist er blevet til en ruin, begynder alle dets spøgelser at komme ud af væggene, og det kan hurtigt konstateres. at huset var et bordel. Ikke i den forstand at mandens mor var prostitueret, men sådan at forstå, at alle de fantasier, han havde som barn, var forbudte.

Opdragelsen tager hurtigt fantasierne fra barnet. Som voksen har man næsten mistet dem, så når vi kommer til husets indre, virker det chokerende. fordi det ser helt anderledes ud, end man havde troet. Det mine billeder drejer sig om nu er – at det der er forbudt, ikke nødvendigvis er så dårligt, som det ser ud.

Billedet til Kunstklubben hører til denne serie og viser en lærer i kontakt med sin elev. Når jeg arbejder med den slags motiver, der rummer en erotisk dimension. tænker jeg altid meget på de grænser, jeg lever med, hvad angår pornografien. Jeg ønsker at lave erotisk kunst uden at overskride denne grænse, fordi jeg betragter pornografien som sygelig af den grund, at den bygger på en manglende forståelse af, at en menneskekrop er smuk i sig selv, og at det erotiske forhold mellem to mennesker er et resultat af natur.

Pornografien opstår. når mennesket prøver at klare sig uden natur og uden sjæl. Den skal give et »klik«, som man kan sætte i umiddelbar forbindelse med egne erotiske oplevelser. Den erotiske kunst er derimod rig og alsidig, og ideerne dertil kan opstå ud fra så at sige alting – det kan være en lampe, en bog, en streg eller blot papiret selv, der virker igangsættende.

Jeg kan lave begge dele. Naturligvis – papiret accepterer det hele. Men jeg vil ikke lave pornografi, og når jeg kan holde mig på den rigtige side af grænsen, så mener jeg, at det først og fremmest skyldes, at jeg er glad for det liv, jeg lever, og det vil først og fremmest sige, at jeg er glad sammen med de mennesker, jeg elsker.

Den erotiske kunst adskiller sig også fra pornografien derved, at den giver publikum mulighed for selv at skabe noget efter billedet, at tegne videre med hjertet eller sjælen. Den rummer en respekt for livet, en tro på noget, hvilket danskerne ofte mangler. Det gælder nu også for mennesker andre steder i verden, at troen er gået tabt – det er en dårlig udvikling og en stor udfordring, for ganske vist betragter jeg ikke kunsten som noget helt specielt, men den repræsenterer trods alt en blandt mange muligheder for at gøre menneskelivet bedre.