Af Jakob Gormsen

Lette hvide hyldeblomster er som svale, blide hænder, der rækker opad mod en blå himmel, siger Johannes Jørgensen – og Oehlenschlæger lod Hakon Jarl få sit hvilested under en blomstrende hyld. Te af hyldeblomst er sundt!

Men en hyld med hyldebær bærer i sig en tyngde, som rækker nedad både i klaseform og i sin dybblå eller rettere sortblå farve – mod den brunsorte muld.

Det er blomsterne og senere bærrene i tætte klaser, man ser, mere end selve hyldetræet. Ja det er et ydmygt selvudslettende træ, som man let overser. Men det er et smukt træ både i form og i barkens farvespil i lyst gråt.

Christine Scherfig giver med sit litografi hylden den personlighed, identitet, som den fortjener. En meget almindelig forekommende busk i de fleste levende hegn, med en skønhed og et farvespil, som kun få planter har.

Hun afdækker med sit billede mangfoldigheden i farvespillet i efterårets hyldetræ. Og rytmen i den måde klaserne hænger på: tre i en gruppe og to grupper med to i et indbyrdes vederkvægende samspil. Som med en udstråling af en ro og stilhed.

Farverne er ikke blot dyb-blå. Klaserne er også røde med en gul efterårsagtig undertone, som gentager sig i de gule visne blade. Men det er en varm livsbekræftende gul – og ind i den er blandet en rest blå gemt fra sommerens himmel.

Giver klaserne ro og balance, så giver penselføringen i de visne blomster og blade billedet bevægelse – og det bliver så til et kontrastfyldt eller modsætningsfyldt motiv. Gult og rødt og lyst blåt overfor sort, dybblåt og brunt. Sluttede tætte klokkeagtige former overfor uregelmæssige blade sat sammen i voldsomme næsten zigzag-rytmer, der farer ud til alle sider og ind i billedet og ikke mindst ud mod beskueren.

Så bliver det pludselig til et voldsomt billede fyldt med saft og kraft, styrke og energi, udladninger som et tordenvejr.

Efterårets sidste kraftanstrengelse – før alt bliver til kulde og sne.

Men billedet siger, at det kan nås endnu. Alt er ikke tabt. Selvom blomsten og den lyse sommernat er borte – er frugten tilbage. Pluk mig – siger den! Eller den beder måske om at måtte blive til nye blufærdige hyldebuske og træer.

Og endelig – alle ved jo, at hyldebærsaft er meget, meget sundt – og hvad det kan hjælpe imod.

Er der noget smukkere end et efterårshegn med hyldebær gemt i?

Hvis du ser længe på Christine Scherfigs litografi – må du indrømme, at det er der ikke – og det kan hjælpe dig til at se skønheden i farver og former, som du ellers meget nemt overser. Og det er ikke så lidt!