Af Jakob Gormsen
Der er solopgange, man aldrig glemmer. Og har man oplevet en sådan, husker man, hvor overvældende stor og rund solen var, da den hævede sig op over horisonten og steg op på himmelbuen. En kæmpe rund form sat i forhold til den vandrette linje, horisonten danner.
En sådan ren rund og lige naturoplevelse er Hans Meyer Petersens tryk.
Og så skal der et vist kunstnerisk mod til at gøre de gulrøde og orange solopgangs-farver til en mørk okseblodsfarvet himmelflade med en lysere tone som solen.
Foran solen ligger så havet og foran havet et fladt landskab i en brungrå farve, der bliver lysere og lysere grå nedefter. At de vandrette linjer ikke er helt vandrette, men skrå, forstærker det perspektivistiske indtryk.
Så vidt, så godt! Det kunne være og er måske et stykke natur-lyrik som billede.
Men i den store firkantede flade er der farveeksplosioner af nuancer af den rødbrune farve blandet med den grå, som stænk eller som klatter eller blot som en sværm af prikker. Enkelte steder er der trukket streger, som sprænger horisonten og stiger op sammen med solen. Det kan have form som et kvindebryst og et mandligt lem. Så pludselig forandrer naturoplevelsen sig til en orgastisk oplevelse, som jo også er en ægte og oprindelig naturoplevelse. Ja, orgasmen er vel blot drømmen om livet.
Men billedet kan også tolkes helt anderledes, som blodpletter på jorden i store tilfældige plamager. ..
Dog – det er vel kun et billede med svævende former i indbyrdes balance, fyldt med en indre helt selvstændig bevægelse. Det er billedets eget liv!