Af Jakob Gormsen
En konstruktion, en opstilling af genkendelige ting: Skål, kande, flaske, glas og et par frugter på et rundt bord, en farvemættet stemning i blå, grå og brun – eller blot nogle rette og cirkelrunde og ovale linjer, der igen danner former, til hvilken farvefladernes nuprede uregelmæssige kanter bliver en kontrast.
Det er sådan set lige meget, hvilket udgangspunkt beskueren vælger.
Men der må vælges! Når valget så er truffet – bevidst eller ubevidst – åbner billedet sig i en utrolig formrigdom, som enhver ved at bruge sine øjne kan opleve det hjemme på sit eget bord.
Men her er hver genstand, hver form placeret bevidst og med streng disciplin for, hvad der tjener helheden – og her spiller placeringen af de tre appelsiner en afgørende rolle for hele billedets balance i kompositionen, så samspillet mellem de enkelte linjer og former bliver til billedets udtryk eller udstråling – og det skelet, som holder det hele sammen.
Men dertil kommer så farverne, som giver stemningen, tonen om man vil – og der er nuancer i blåt fra lys og til mørk, næsten lilla – også samlet i flader, så er der brune og gråbrune nuancer næsten over i orangegul – og på enkelte små flader dækker den brune over den blå. Ind imellem er der farvede streger – lodret og vandret og skraveringer. Og den samlede helhed gør så, at et ved første øjekast noget stillestående billede i rolig balance, pludselig bliver bevægeligt. Formerne, fladerne, linjerne, farverne flytter sig for og med hinanden, og der skabes et utroligt virvar af myldrende liv. En rigdom af forskellighed. Men de enkelte dele holdt strengt sammen af en stram bevidst komposition. Og se! Det er jo kunsten – at skabe liv af intet. At skabe skønhed og glæde – hvor der før kun var det hvide papir. Eller som lammene på markerne – hvor der i går kun var grønt græs. Se! Det er kunsten!