Af Jakob Gormsen

En bjørn er en bjørn – eller er den?

Bjørnen hører ikke længere til i den danske fauna. Men den har gjort det – ligesom ørne og urfugle, og de findes stadig i andre nordiske lande.

Altså bjørnen er noget, der er tabt for os. Noget uerstatteligt er mistet og med den, uforglemmelige naturoplevelser. Tabet er i virkeligheden langt større, end man kan fatte. Det er selve livet, som er blevet amputeret, og som ikke kan erstattes af noget andet. Heller ikke ved at sætte polske vildsvin ud i en sønderjysk skov for bagefter at skyde dem ned.

Det var min første tanke, da jeg så Kjeld Heltofts litografi af en stor brun monumental, men levende og vagtsom bjørn, der går lige fremad i en dybblå nat gennem en storladen natur.

Se her er en bjørn! tegner kunstneren. Kig på den, føl vælden og styrken, men også smidigheden i dens bevægelser og skønheden i dens former.

Det er et billede, som ikke er til at tage fejl af. Det er, hvad det er, og intet andet. Og så ligner det sandelig!

Heltoft har vel set bjørnen i zoologisk have, men har så ud fra den kunstneriske frihed sat den hen, hvor den rettelig hører hjemme. Og selve naturen er jo kun antydet.

Samtidig bliver det et billede om drøm og virkelighed, frihed og bundethed, længsel og opfyldelse, om hvad mennesker gør ved naturen oven i købet i den bedste mening.

Men det er kun den ene del. Den anden del er selve kunstværket.

Ved første blik er det nok de brune og blå farvenuancer sat overfor hinanden med enkelte lyse grå og helt hvide stænk blandet i, der gør indtryk. Den blå vandfarve er lagt på i mange lag og i utrolige valører, som giver en svævende fornemmelse af himlen og en tyngende fornemmelse af fjeldmassivet.

Ikke lige midt i, men en smule forskudt, lunter så kæmpedyret af sted. Det er farvet brunt med mange lag oliekridt, så der kommer et utroligt levende farvespil i dyrets pels. Dertil kommer så den overlegne brug af sort, som gennem skyggevirkninger understreger lyset i mørket.

Endelig er der linjespillet: de afrundede og sluttede linjer i dyrets krop, som bliver til store bløde rytmer, som gentager sig i det blå ligesom ringe i vand. Som et modstykke til alt det bløde står så de to stejle fjeldtoppe.

Og der er meget mere at gå på opdagelse i, i dette herlige billede, som også er et billede børn kan glædes ved. Så brug det til børneværelser, i skoler og institutioner, hvor børn færdes. Litografiet er et kvalitativt modstykke til meget af det billedmæssige bras, vi byder børn og unge.