Af Erik Kaare
Danmark er et landbrugsland, ingen tvivl om det, det sidder i sind og sprog – selv os altankassebrugere lytter med ægte interesse til formiddagens landbrugsudsendelser og er blevet dus med vintersædens fordel frem for raps – som ellers hidtil har stået sig helt godt.
Vi er er stolte af vores jorde, hvadenten det er mange tønder land, kolonihaven eller altankassen. Det årlige under griber os hver gang, jorden bærer frugt – hvor vi får løn for vores slid – hvor vi føler os rige. »Riv i marken let, det er gammel ret, fuglen og den fattige skal også være mæt«. – Hør selv! – vor bondeoprindelse skinner igennem i sproget.
Maleren Martin Sloth er opvokset på den karrige vestjyske egn, så det er nok ikke tilfældigt, at det ofte er intens naturoplevelse, der er ledetråd i hans produktion. Stilen er stille koloristisk, til tider næsten pointiIlistisk, og hvad enten motivet er en stump hegnspæl eller en roemark, så er det ikke den ydre lighed, men den indre farveoplevelse, Martin Sloth søger. Her er det en høstfærdig kornmark, han har portrætteret. Den er skildret, netop som jeg husker den fra min drengetid: Som en spændende levende væg i min egen hule. Den hule som vi lavede ved at bore/kravle lange baner i bondemandens korn (irriterende unger!).
De lange snirklede gange førte ind til en tæppestor »rede«, hvor saftevandet blev lunkent – det huskes som om det altid var rabarbersaft - og hvor luften var stille, kun toppene af aksene bevægede sig, og over det hele strøg skyerne, med alle fantasifigurerne af sted på en blå himmel. Der lå man så, til saften og kiksene var slut eller man blev opdaget af bondemanden. Jo, Martin Sloths litografi er dansk højsommer.