Af Jakob Gormsen
Naturens stærke rene farver røde, gule, grønne og blå i utallige nuancer og variationer, hvor de dækker hinanden eller er ved siden af hinanden i et tæt og intimt rytmespil – og med gentagelsen af linjer, flader og former – sanset gennem en kunstners sind, bliver de til poesi eller liflig musik eller blot til det, de er: et billede. Og her tre billeder med hver sit særpræg, sin egen karakter, sin særlige udstråling. Ja de bliver til en del af kunstnerens eget sind – og af beskuerens tillige. Hvis denne samklang er opnået, er det lykkedes kunstneren at give sin egen oplevelse videre – og skabe en ny oplevelse for den, som tager sig tid til at se.
Blomsterbilleder bliver let banale og sentimentale, pyntelige og idylliske. Ikke mindst når det er amatøren, som giver sig i kast med det forslidte motiv, som f.eks. valmuer kan være.
For en kunstner skal der mod og bevidsthed til for at gå i gang med blomstermotiver. Og for disse tre litografier – hvor de to er holdt i orange farver mod det grønne og det ene i det meget vanskelige blå op mod det grønne – bliver motiverne til alt andet end banaliteter og svælgen i farver. Her bliver det pludselig til lidenskab og styrke, i den måde de kraftige farver spiller ud mod hinanden på, og i de magtfulde rytmer bladenes og blomsternes placering i firkanten skaber. Som en forfriskende vind blæser gennem blomsterbuskene og -bedet. Og pludselig bliver motiverne levende og svajende, samtidig med at vi godt ved, at motivet holdes fast i kunstnerens disciplinerede jerngreb.
Samtidig med at billederne er smukke og dekorative, er de også gennem deres udstråling et stykke sanset liv, en virkelighed – som vi blot behøver at lukke øjnene op for at se. Ja, billederne ligefrem rusker op i os for at få os til at se. Det siger igen noget om kunstnerens tekniske kunnen – også i dette at kunne gå langt uden om det banale og sentimentale. Hertil bidrager kompositionen, som er forskellige i de tre billeder. I valmuerne de seks orangeklatter med sorte brud samlet i to grupper à tre – med to over og en under – omkring billedets usynlige centrum. De ovale former, frøstandene viser, giver billedet balance – og penselføringen i det bagvedliggende grønne giver bevægelse. Billedet med de blå klematis domineres af de fire store uensartede blomster, samtidig med at der er strøet med blåt ind i det grønne bladhang – og den lyse blå himmel sætter sin akkord. I det andet orange billede er der ligesom en faldende bevægelse, samtidig med at blomsterne hænger ligesom i uregelmæssige buer – tilsyneladende en meget løs komposition – og alligevel et stærkt og godt billede – fra de lillablå flader længst til venstre til de lette lyse blå yderst til højre. Og det er kun en detalje! Alle tre billeder sprudler af liv og lyst, men også af en vis trods og selvsikkerhed.
Hæng det blå i midten – og de to andre ved siden af – rækkefølgen ligegyldig. Og se så, hvilken udsmykning du får – eller hvilken væg i dit hjem – en entre eller et sovekammer. Et ydmygt sted – som kan vække genkendeisens glæde hver gang.