Af Jakob Jormsen

Dette Iitografi af Mogens Hoff er i udtrykket det mest dramatiske af de mange tryk, Kunstklubben hidtil har udgivet af ham. Det gælder både i farvevalget, i selve kompositionen og ikke mindst i motivets voldsomme udtryk.

Billedet er fyldt med et virvar af forskellige farver lagt på med brede, hidsige og hurtige penselstrøg, der med stor hast farer ud i alle retninger og fylder motivet med stærke rytmer, der spænder farvernes og bevægelsernes indbyrdes relationer til bristepunktet.

Alligevel efterlades et indtryk af grønt og gult/orange og ikke mindst sort.

Kompositionen samler sig om den sorte figur (rytter & hest) omtrent i billedets centrum, men kun løst slået an, nærmest som en truende og farlig skygge. Under denne et hundekoppel som sprænger af sted i fuld fart, skarpt iagttagende deres herre med dødningeansigtet – forfølgende et eller andet eller måske selv forfulgt?

Over dem flagrer en gruppe mørke uformelige fugle, der prøver at følge med – eller give et varsel om et eller andet uheldssvangert.

Kompositionen er midt i alt farve- og formrodet meget enkel og yderst stram, hvilket f.eks. kan ses i placeringen af figurerne omkring hesten, hvorefter kompositionen bliver løsere måske direkte bevidst usammenhængende, når man når ud til billedets kanter, men hvor så farvekompositionen til gengæld tager over.

Det hele skaber i fællesskab billedets udstråling eller stemning, om man vil: en sær truende uhygge, som en flugt fra en steppebrand, ingen kan stille noget op overfor. En flugt fra den uafvendelige skæbne, men måske kan det også opfattes som en slags forfølgelse, et hævntogt.

Set på den måde kan billedet få et mytologisk indhold, men ikke fra de ellers kendte europæiske myter: den nordiske, græske, romerske, egyptiske osv.

Men i farve, form og indhold kan det snarere minde om en afrikansk naturreligions myte. Men måske er indholdet i den ikke så langt fra de sagn, vi kender om en, der rider gennem natten med et kobbel halsende hunde efter sig og aldrig kan finde ro i sjæl og sind, men må jage af sted uden for tid og rum i al evighed.

Og på den måde kan billedet sige ikke så lidt om vort eget rodløse, fortravlede liv i en evindelig jagt på et materielt liv i forbrugsmæssig overflod og sorgløs lykke eller på flugt for den uundgåelige død, som venter os lige om hjørnet. I ildskærets farve og i sort, fyldt med lyd af galoperende hestehove og hundeglam.