Af Jacob Gormsen

Man er i et rum – og alligevel er man ikke i noget rum.

Man er i et stort åbent landskab – og alligevel er man ikke i noget landskab.

Faste regelrette, firkantede former ligger som en grundflade, men er også svævende som en hvælving.

I begge sider er udflydende farver gult og blåt holdt sammen af små og store røde prikker/pletter tilfældigt henkastet med en pensel i den øvrige form- og farveforvirring.

Midt op imellem de væltede farvemættede former vokser så en kraftig rosenstilk, som også grener sig vandret ud og ind i virvaret for at afsluttes i toppen med en rosenblomst, der igen virker som en spejling af fire andre underliggende udsprungne roser – dog alle helt uden farve, men hver enkelt står klart og præcist i en levende, blå streg med enkle variationer i den øverste. Også rosenstilken vrider og vender sig ind mod beskueren. Pludselig bevæger alt sig i billedet – i regelrette linier og figurer – i uformelige klumper, men alligevel med skrå, vandret bevægelse – som kommer til at stå i en voldsom kontrast til rosenstilkens lodrette og vandrette linjer.

Men litografiet er mere end det.

Det er også følelser i voldsomt udbrud – og hvilke følelser?

Deres baggrund og udtryk kan du selv vælge, men de ligger i de store klumpers rytmiske bevægelsesretning og i rosens selvfølgelig, som også i sin egen voldsomhed kommer til at glatte ud på de andre bevægelsesretninger. Enhver, som ser billedet, kan så frit lægge sin egen symbolik ind i det – firkantens lukkede rum, formløshedens kaos – blomsten, der vokser, som den vil, og springer ud alt efter lysets kilde først og fremmest.

Det åbne, blå vand med den blide horisont. Læg i det, hvad du vil – ud fra din egen bundethed eller frigjorthed.

Ud fra dine egne kærlighedsoplevelser – for sådan som jeg ser det, er det en kærlighedsoplevelse, billedet skildrer – måske mere end en – måske den samlede sum.

Sådan vokser disse oplevelser frem og ud af dit sind, så stærkt, at de kan udløse et følelsesmæssigt vulkanudbrud – men også udtrykke den indre fred og stilhed, når det er forbi.

Og dette er ikke den ringeste måde at sige/vise det på.