Af Jakob Gormsen
Linoleumssnittets titel er “Morgendagen”. Det er trykt i to farver: Sort-hvid trykt over med brunt. En fremtidsvision, et syn eller en åbenbaring. Vi ser, hvad der venter os, hvis ikke vi standser op nu. Total ødelæggelse, dyb nat, hvor stjernerne er slørede, og hvid isnende kulde. Sne som ikke nådigt kan skjule den totale udslettelse af liv. Kun menneskets efterladenskaber er dynget op som uhyggelige mindesmærker i landskabet – i forgrunden rester af mennesket selv: kroppe, lemmer etc.
Sådan er det bare! Når jorden er lagt øde, vil ingen savne os. Mørke, kulde og tomhed. Men netop i dette alvorlige tema bliver billedet også til et billede om det herlige liv, som kunne leves.