Hæmningsløs livskraft.

Af Hanne Abildgaard. Maleren og grafikeren Finn Hjortskov Jensen havde en håndværkeruddannelse bag sig, før han besluttede sig til for alvor at bruge sin energi på billedkunsten. Han er udlært tømrer og glad for den praktiske baggrund. - Det er under alle omstændigheder vigtigt at have lært at bruge værktøj. Men det er ikke altid sjovt at bruge værktøj på andres betingelser. Arbejdet som håndværker er jo bundet, og det kan være meget godt, men efterhånden som elementbyggeriet vandt mere og mere indpas, oplevede jeg det som en degradering af mig som håndværker. Jeg ville simpelthen ikke være med til at producere grimhed. Man kan sige, at min beslutning om at blive maler på den måde også var et politisk valg. I andres malerier fandt jeg liv og kraft til at fortsætte. Jeg oplevede, at et maleri kunne ændre min sindstilstand - at jeg efter at have været langt nede kunne hente kraft i kunsten til igen at møde verden åbent. Den oplevelse, at kunst giver liv, selv om kunstneren har været død i 400 år, at man kan pumpe liv og energi ind i en billedflade, gjorde mig nysgerrig og medførte, at jeg begyndte på Kunstakademiet i 1968. At generobre virkeligheden Vi der kom ind på akademiet dengang, stod i en ret umulig situation. Vi havde hele Cobra-gruppen og det abstrakte maleri som udgangspunkt. Men mange af os følte, uden at det skal forstås negativt over for det genstandsløse maleri, at vi ikke kunne komme videre ad den vej, og at folk i al almindelighed ikke rigtigt kunne bruge det til noget. Vi følte os som de første græsrødder. Det var os, der skulle prøve at generobre en tabt virkelighed - at generobre kvinden, barnet, landskabet i kunsten. Samtidig har det abstrakte maleri været meget betydningsfuldt på den måde, at vi der kom efter, kunne bearbejde virkeligheden på en ny og friere måde. Det var en sådan situation, der var baggrunden for dannelsen af gruppen "Violet sol«. Den startede i 1971, og jeg har været med i den siden 1972. Den startede ud fra en kreds, der havde gået hos Ejler BiIle. Han var gæsteprofessor på den tid og havde en overordentlig stor betydning for mig personligt.

Da vi trådte frem, var vi absolut ikke comme-iI-faut. Vi blev næmest betragtet som reaktionære. Men man behøver da ikke kassere et sprog som ubrugeligt, blot fordi nogle andre har taget afsked med det.

Vi er blevet kaldt ny-ekspressionister. Efter min mening er det misbrug af sproget med alle de prædikater og kasser. Kunsten er altid fundamentalt den samme. Man laver billeder for at gøre levende på trods afverdens beskaffenhed.

Jeg hører tit fra andre mennesker, at det er nogle dejlige motiver,j eg maler, og at det må være skønt at se så lyst på verden. Men jeg maler dem ikke, fordi jeg lukker øjnene eller ikke kan få øje på alle de dårlige ting, men tværtimod fordi der er så meget grimt i verden. Jeg maler på trods af verdens beskaffenhed - volden og forureningen og den truende totale udslettelse. Måske fordi jeg stadig finder den skønhed der var i det der er nu, i en slags erindring om, hvordan det kunne og burde være i et kulturområde, som kalder sig civiliseret og tager sit udgangspunkt i en kristen etik. Billeder skal efter min mening være dynamoer, hvorfra man kan hente kraft til fortsat liv. Billeder skal være venligtsindet energi. Den viden man som malerkunstner når frem til, denne viden, som har sit udspring i det intuitive, er ikke mulig at videregive andet end gennem billeder. Af den grund føler jeg mig ofte pinligt berørt, når mennesker i en eller anden sammenhæng (selskabelig) stiller spørgsmål, som ikke kan besvares med mindre spørgerne på en eller anden måde er optaget af eksistensen af en anden form for virkelighed end den, der kan måles i tal eller udtrykkes gennem ord. Hæmningslos livskraft Alligevel lægger jeg vægt på for mig selv at fastholde og skrive ned, hvilke tanker og overvejelser, jeg gør mig om mit arbejde og mine intentioner i al almindelighed eller om specielle motiver. Mit arbejde med mælkebøtter som motiv startede, da jeg var taget til Langeland for at lave landsskabsstudier. Jeg smed mig ned i græsset og lavede en række blyantsskitser, der senere har sat frugt i form af en stribe oliebilleder og en række grafiske værker. Jeg har forsøgt at skrive et lille stykke om, hvad det var, jeg oplevede, og som satte migi gang: "Sådan er det at se en mælkebøtte vokse og åbne sig, en daglang skyden sig til gul eksplosion - at overvåge liggende på græsset denne drejning af stænglens carminrøde rør mod solens lyskilde - mælkebøttelandskab - kollektiver i gult på græs - savtakkede grønne bladirritationer - hæmningsløs groen, til glæde for kaninmaver og ukrudtsfirmaer - som kattekillinger foran nystegt sild er ukuelighed deres kendetegn. Stænglens stivhed - det lille smæld og rørets hvide saft driver ud over fingrene efter knækket, drivende af sanselighed, hvid saft i gult landskab, tilbageholdt åndedræt før farven får frit løb ud på det hvide lærred«. Der er naturligvis også en symbolsk betydning forbundet med mælkebøttemotivet. Det har noget at gøre med dens livskraft. Det at den kan bryde gennem menneskeskabt asfalt for at komme op og sige goddav til solen. Symboler Jeg betragter det som meget vigtigt at skabe nye, bærekraftige symboler. Hvis man f.eks. bevæger sig omkring i Indien, er der på hvert gadehjørne symboler, som er kendt af alle, og som er helt nødvendige påmindelser om, hvad vi ikke må gøre ved hinanden. Jeg synes, det er meget fattigt, at vi ikke har andre symboler for samlivet mellem mennesker end færdselssignaler og den slags. Der savnes den konstante og almentforståelige påmindelse om nogle livsværdier. I flere forbindelser har jeg selv arbejdet med at skabe symboler. men det har knebet lidt med at få dem afsat. Den ene gang drejede symbolerne sig om kønskampen - eller rettere jeg lavede en række symboler for fællesskabet mellem mænd og kvinder ud fra en irritation over den måde, hvorpå kønskampen skaber skel mellem mennesker.

Af Jakob Gormsen

Finn Hjortskov Jensens litografi af gule mælkebøtter med saftiggrønne kraftige blade er et virkelig flot billede!

Knoppernes og de udsprungne blomsters gule former dominerer billedet med deres varme flader og store gyngende rytmer. Men langsomt overtager den mørke kraftige grønne dominansen, og billedrytmen forstærkes voldsomt. Ja, den næsten eksploderer i sin kraft. Ikke mindst ved hjælp af de stærke røde streger, der snor sig uregelmæssigt og vildt gennem blade og blomster som piskende farlige slanger. Og pludselig er det så de røde farver langs kanterne, der kæmper mod de blå og hvide om overtaget.

Og det har vel været F.H.J.s egentlige mening: at sætte farver op mod hinanden, måle deres indbyrdes styrker i en umættelig flammende udtrykskraft. Og hvilke nuancer i rødt! Fra mørkerød over orange via lilla til gult. En farvesymfoni i sig selv. I utrolige variationer!

Det er ingen kunst at bruge stærke farver. Det kan børn gøre uden at tænke over det. Men at bruge farverne så disciplineret som her, at få et sammenhængende billede ud af det med et tydeligt motiv med linjer og flader, dybde og form, helhed - det er utroligt svært. Men F.H.J. bruger sorte streger og skraveringer og let henkastede prikker og farveklatter til at skabe sammenhæng og liv.

Finn Hjortskov Jensens litografi med mælkebøtter som motiv og lavet med den slags oliekridtsfarver som ethvert barn har og kan bruge, altså helt enkle midler, er et utroligt godt billede. Et af de bedste, jeg har set fra hans hånd.