Ole Frederik Olsen, 203

kr. 600,00

Litografi trykt i 5 farver
i 200 nummererede
og signerede eksemplarer

Papirformat: 76 x 56 cm
Trykformat: 64 x 46 cm

Vi har et enkelt aluminiums-indrammet eksemplar af dette litografi på lager – uden passepartout. Hvis du ønsker dette, kan det fås for blot 150 kr. ekstra. Skriv det i kommentarfeltet.

Kategorier: , Varenummer (SKU): 203

De hvide spring 

Af Henrik Lykke Andersen 

"I ethvert hvidt spring er der endnu et hvidt spring"
(Wassily Kandinsky) (Wassily Kandinsky)

Tæt ved en enestående fuglekoloni midt på Samsø, bor kunstneren Ole F. Olsen.

- For nogen føles havet som en hæmsko og stilheden som irriterende. Jeg ved kun, at sådan har jeg det ikke, fortæller han.

Citatet om de hvide spring er for ham på en gang noget poetisk og noget helt virkelighedsnært.

- Det handler dybest set om, at du - på et tidspunkt - har du et billede. Og hvad så? Det er springet, at overraske dig selv. At turde male videre, så du enten skaber et kunstværk eller destruerer billedet. Det handler om at turde. Det er også det, der er så smukt, ja poetisk ved citatet. Kandinsky stopper ikke sin egen kreativitet, han stiller hele tiden nye krav til den, og det må man gøre som kunstner.

- Så tager man sin egen kritik og sin egen usikkerhed overfor det billede alvorligt. Nu kommer springet. Den næste bevægelse bliver vigtig: kan man overraske sig selv?

I et katalog uddyber Ole F. Olsen Kandinsky-citatet: "Abstraktion - frihed eller forbandelse? Er det endnu muligt at bevæge sig ud i det abstrakte sprog? Hvor bevæger kunsten sig hen i et samfund, hvor udfordringer bekæmpes med så indædt entusiasme?
Grænser og begrænsninger opbygges og nedbrydes uafladeligt. Energi - terapi!
Er det abstrakte billedsprog endnu så ungt og ufortolket, at det kan komme denne tomgang til livs og skabe mulighed for en bevægelse væk i tiden?"
"Børn leger og lærer stadigvæk!"
"En ny dimension .. "

Ole F. Olsen fortæller jordnært om sin egen udvikling fra begyndelsen, da han i fem år var i lære hos Richard Mortensen:

- Et indslag af naturalisme har jeg længe haft med i mine billeder. Det har aldrig interesseret mig at male naturen eller køerne på engen. Dem kan man gå ud på engen og se. Derimod elementer som indslag, der fanger øjet og lyset. Vi taler om helheder, men med forskelligt sprog.

- Det er altid interessant med illusionen. Når man maler et billede, så kan en klat maling hurtigt blive til en flue. Ikke en levende flue, men en indbildt. Man skal altså matche sin illusion med sin viden om, at billedet ikke er virkeligheden.

Snakker vi kunstens betydning generelt, mener Ole F. Olsen, at vores tid i den grad har brug for at lære at se og skelne mellem illusion og virkelighed.

- Vi ser hele tiden illusioner i fjernsynet, og hver gang vi åbner en avis. Det er arrangeret virkelighed, der bringes til os som bogstaver på papir. Man skulle undervise børn i billedkunstens mange facetter, så de blev langt mere kritiske overfor tilbudene fra virkeligheden og danne deres egen fantasi og mystik. Det er generelt en vældig opgave for kunsten.

 

Af Jacob Gormsen

Man er i et rum - og alligevel er man ikke i noget rum.

Man er i et stort åbent landskab - og alligevel er man ikke i noget landskab.

Faste regelrette, firkantede former ligger som en grundflade, men er også svævende som en hvælving.

I begge sider er udflydende farver gult og blåt holdt sammen af små og store røde prikker/pletter tilfældigt henkastet med en pensel i den øvrige form- og farveforvirring.

Midt op imellem de væltede farvemættede former vokser så en kraftig rosenstilk, som også grener sig vandret ud og ind i virvaret for at afsluttes i toppen med en rosenblomst, der igen virker som en spejling af fire andre underliggende udsprungne roser - dog alle helt uden farve, men hver enkelt står klart og præcist i en levende, blå streg med enkle variationer i den øverste. Også rosenstilken vrider og vender sig ind mod beskueren. Pludselig bevæger alt sig i billedet - i regelrette linier og figurer - i uformelige klumper, men alligevel med skrå, vandret bevægelse - som kommer til at stå i en voldsom kontrast til rosenstilkens lodrette og vandrette linjer.

Men litografiet er mere end det.

Det er også følelser i voldsomt udbrud - og hvilke følelser?

Deres baggrund og udtryk kan du selv vælge, men de ligger i de store klumpers rytmiske bevægelsesretning og i rosens selvfølgelig, som også i sin egen voldsomhed kommer til at glatte ud på de andre bevægelsesretninger. Enhver, som ser billedet, kan så frit lægge sin egen symbolik ind i det - firkantens lukkede rum, formløshedens kaos - blomsten, der vokser, som den vil, og springer ud alt efter lysets kilde først og fremmest.

Det åbne, blå vand med den blide horisont. Læg i det, hvad du vil - ud fra din egen bundethed eller frigjorthed.

Ud fra dine egne kærlighedsoplevelser - for sådan som jeg ser det, er det en kærlighedsoplevelse, billedet skildrer - måske mere end en - måske den samlede sum.

Sådan vokser disse oplevelser frem og ud af dit sind, så stærkt, at de kan udløse et følelsesmæssigt vulkanudbrud - men også udtrykke den indre fred og stilhed, når det er forbi.

Og dette er ikke den ringeste måde at sige/vise det på.